Om denne blog

Denne blog er oprettet i forbindelse med alle de omvæltninger, som forældre, børn og pædagoger i øjelikket udsættes for i forbindelse med Allerød Kommunes beslutning om at lukke 2 ud af 4 huse, fyre meget af personalet og tvangsflytte en del af børnene. Bloggen bestyres af Grøftekantens forældrebestyrelse og er henvendt til forældre og andre interesserede, der her kan følge med i udviklingen af sagen og forløbet.

mandag den 7. marts 2011

Ble-ordningen i vuggestuen

Til vuggestue-forældrene: Som I har fået mail om, har ble-ordningen fået en uheldig start, trods den store opbakning fra forældrene, da vores leverandør pludselig ikke længere ville sælge til den lovede pris. Der er ved at blive undersøgt alternativer, og vi håber, det vil lykkes at finde en løsning til en rimelig pris.

mandag den 3. januar 2011

Info angående mælk fra Anne Merete

Kære alle forældre i Grøftekanten

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår.

Som tidligere udmeldt, er der ikke mere budget til indkøb af mælk til børnehavebørnene. Dvs. at vi i stedet for mælk tilbyder vand til frokost, samt til frugt og i løbet af dagen, som hidtil. Der er nogle forældre der har spurgt, om de selv kan give børnene mælk med i egen drikkedunk. Jeg har derfor undersøgt regler omkring dette og bl.a. spurgt Lisbeth Bundgaard, som siger, at der ikke er krav til særlig opbevaring af børns madpakker, så hun går ud fra, at det er forældrenes eget ansvar, hvad de vil medbringe af mad og drikkelse til deres barn under de vilkår, som institutionen kan tilbyde. (husk også inst. kostpolitik).

Når det er institutionen der serverer, er kravet til levering og opbevaring af mælk og fødevarer, at mælken skal leveres til inst. på køl, at køleskabet skal være 5 grader, at fødevarer og mælk ikke må opbevares sammen m.m.
Vi har ikke plads i køleskabene til at opbevarer drikkedunke til alle børn og har ikke tidligere været glade for at børnene selv medbringer dem, da det er svært at administrere. Vi vil derfor anmode om, at I ikke sender drikkedunke med børnene.

Jeg tager emnet op på næste bestyrelsesmøde den 19/1, for der at se, om vi kan finde en løsning på problematikken.

mvh Anne Merete

torsdag den 9. december 2010

Frugtordningerne i Grøftekantens børnehaver

Vi er langsomt i gang med at lukke alle tre frugtordninger ned og gøre kasserne op i hvert hus, nu hvor børnene bliver spredt og blandet pr. 1. marts. I alle tre huse vil de opsparede penge blive brugt på børnene, og i hvert hus får I som forældre seperat besked fra kassererne om, hvornår indbetalingerne stopper. Der er mange gode ideer til, hvad vi kunne bruge pengene til, men vi har valgt at overlade det til pædagogerne at bestemme, hvad de kan forsøde børnenes dagligdag med for pengene. F.eks. udflugter eller fællespisninger.

Efter 1. marts starter vi så en ny forældrekasse op til erstatning for "frugtordningerne". Det var et lidt misvisende navn, for de nuværende ordninger omhandlede ikke bare frugt. De fungerede også som forældrekasser, som betalte andre ting: Ture ud af huset, der ellers ikke havde været mulige pga de skrabede budgetter efter nedskæringerne. Råkost. Boller, børnene på skift selv bager. Kaffe og the til diverse arrangementer, f.eks. Lucia og fastelavn. Og i nogle tilfælde musikundervisningen. 

Da vi lod jer stemme om, om der skulle være den ene eller den anden forældrekasse, var det dødt løb mellem de to nuværende ordninger, så det eneste, der er besluttet er, at de nuværende ophører med at eksisterer pr. 1/3, og at der derefter skal oprettes en ny og fælles for nr. 4 og 6. Hvad der bliver inkluderet, og hvad den kommer til at koste er ikke afklaret. Vi har nedsat et udvalg med medlemmer fra personalet og forældrebestyrelsen, der vil mødes og blive enige om et forslag.

Vi håber, vi kan finde en ordning, som I alle gerne vil bakke op om og forventer, at den kan bliver besluttet i februar.

tirsdag den 30. november 2010

Til forældre i nr. 6 ang. frugtordning

Kære forældre.

På grund af et forsat stort overskud i frugtkassen og de kommende ændringer i Grøftekanten, har vi valgt at nedsætte beløbet til indbetaling pr. 1. december. I stedet for de normale 300 kr. skal der i stedet betales 150 kr.

Med venlig hilsen
Anja, Elisabeth (bestyrelsesmedlemmer) og Micky (kasserer)

mandag den 29. november 2010

Mail om børn og personale er sendt ud her til eftermiddag

Hvis nogen mod forventning ikke har modtaget mail i dag om personale og børn efter 1/3 2011, så skriv til bestyrelsen eller en af lederne, så forwarder vi den til jer.

fredag den 26. november 2010

Tillykke til Maibrit!

I dag er en helt speciel dag i Grøftekanten 10, for i dag fejrer vi Maibrits 25 års jubilæum! Stort tillykke og et kæmpe knus til Maibrit! Vi håber, du får en dejlig dag!

Anne Merete er klar med info om fremtiden for børn og pædagoger nu, men for ikke at kaste skygger over Maibrits store dag (der allerede er blevet flyttet en gang, fordi den oprindeligt var planlagt til den fredag i sidste måned, hvor vi holdt børnene hjemme pga fyringerne) håber vi, I vil have forståelse for, at informationen først bliver sendt ud på mandag.

tirsdag den 23. november 2010

Endelig besked på fredag!

Anne Merete har nu fået overblik over børnene og forventer, at alt er på plads omkring personalet på fredag, så hun kan informere alle om de nye stuer, fordelingen af børn og hvem fra personalet, der skal være hvor. Så nu er der ikke længe igen, før vi alle kan få afklaring.